onsdag den 30. maj 2012

1, 2, 3 - leg !!!

Hvad sker der med legelysten efterhånden som man vokser op. Jo, efterhånden bliver det sværere og sværere at få kroppen til at gøre fjollede ting, og det kræver som regel en vis promille før modet til igen at te sig tosset kommer tilbage. Men det er vigtigt at lege og have det sjovt. At grine sammen. Det er der masser af belæg for, og de fleste voksne har sikkert også steder hvor de giver sig selv lov til at skeje ud, hvad enten det er til fodbold, til sommerfesten med arbejdet eller hvor det nu er. Og det er vigtigt. På en arbejdsplads hvor en masse mennesker arbejder tæt sammen for at nå nogle fælles mål, er lege et helt essentielt indspark i den daglige trummerum. Bl.a. fordi "Play teaches us how to manage and transform our "negative" emotions and experiences. It supercharges learning, helps us relieve stress, and connects us to others and the world around us. Play can also make work more productive and pleasureable."1.

Derfor har jeg samlet et par lege, som begge har til fælles, at de dels involverer alle på samme tid, og dels er afprøvet af mig selv, og har vist sig at være gode dels som icebreakere, og som et sjovt og rørigt indslag, som f.eks. er godt hvis man har et langt møde, med en masse "hjerne-aktivitet". Så er bevægelse og grin en god måde at få ny energi på


Sheriff

Denne leg foregår i en rundkreds, hvor alle starter med at stå op. En deltager udvælges til at stå i midten, og denne person peger pludseligt på en af de andre i kredsen og siger "BANG!". Den der bliver skudt dukker sig ned, og deltagerne på hver side af den beskudte skal nu hurtigt få skudt den anden, ved at pege på hinanden og sige "BANG!". Den person der først bliver skudt, sætter sig ned og er død. Sådan fortsætter man til der kun er én tilbage. Kør den igennem nogle gange, med en ny deltager i midten. Grin og afslappede skuldre er hermed garanteret

Hajen kommer

Her deles deltagerne ind i fire fiskearter, f.eks. makrel, tun, sild og torsk, og disse grupper finder hver et hjørne i lokalet. Én udnævnes til haj, og denne stiller sig i midten af lokalet. Én udenfor legen (legechefen)  styrer begivenhederne, og siger så f.eks. "makrel og tun" hvorefter alle makrellerne skal bytte hjørne med alle tunene. Mens der byttes siger legechefen "hajen kommer", og så må hajen fange fiskene. Dem der bliver fanget bliver hjælpehajer, mens dem der når hen i det nye hjørne gør sig klar til næste runde. Legen fortsætter indtil alle er blevet fanget.

En lille variant af denne leg, går ud på at én deltager sætter sig på en stol i midten af lokalet, lukker øjnene og tæller til ti. Hjørnerne i lokalet benævnes hjørne 1, 2, 3 og 4, og de andre deltagere går så hen i et hjørne. Deltageren på stolen siger så et hjørne nummer, og hvis man står der er man død, og sætter sig ind ved siden af denne. Man skal flytte sig til et nyt hjørne fra gang til gang, men deltageren på stolen må godt nævne det samme hjørne flere gange i træk. Igen - der er grinegaranti 


Man kan selvfølgelig også lave mere almindelige ting, såsom at spille kort, brætspil o.l. Læs mere om den tanke her: http://samvirke.dk/sundhed/artikler/lege-paa-jobbet.html

God fornøjelse - men pas på I ikke dør af grin 



http://www.helpguide.org/life/creative_play_fun_games.htm